Vedtægter

Vedtægter for Kerteminde Civile Hundeførerforening KCH

§1

Foreningens navn er Kerteminde civile Hundeførerforening.

Dens hjemsted er Kerteminde.

Foreningen er medlem af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.

Foreningens drift finansieres ved hjælp af medlemmernes kontingentindbetalinger og tilskud fra Kerteminde Kommune.

§2

Foreningens formål er dels at virke for anvendelse af hundens evner og færdigheder til konkurrencesport, dels at medvirke til fremme og forbedring af vilkårene for hunde generelt.

For at nå disse mål skal foreningen:

Samle hundeinteresserede personer i en forening.

Det er en forudsætning for udøvelse af aktivt hundearbejde, at den pågældende er medlem af foreningen.

Arbejde for at uddanne det enkelte medlem i at forstå og få optimal glæde ved samarbejde og samvær med hunden, så den får et aktivt og indholdsrigt liv.

Formidle trænings- og konkurrencetilbud, der tilgodeser hundens behov og hundeførerens

interesser.

Arbejde med både konkurrence- og breddetræning samt grundlæggende opdragelse af familiehunden.

Arbejde på at fastholde medlemmerne gennem at aktivt foreningsliv.

Afholde lokale konkurrencer og/eller prøver.

Tilmelde deltagere til konkurrencer med andre foreninger i DcH.

Uddanne eller lade uddanne kvalificerede ledere, instruktører og dommere.

§3

Enhver, der vil medvirke til fremme af foreningens formål, kan optages som medlem. Bestyrelsen kan dog nægte optagelse i foreningen, såfremt ansøgeren har gjort sig skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling.

Foreningen skal betale det fastsatte kontingent til landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.

Et medlem der overføres fra en anden lokalforening i DCH, og som har betalt kontingent i denne forening for foreningsåret, fritages for kontingent til Lands- og Kredsforening for indeværende år. Medlemmet skal betale den af generalforsamlingen fastsatte klubkontingent, dog med fritagelse for kontingent til Lands- og Kredsforening i indeværende år.

Et medlem som har medlemskab i een lokalforening, men ønsker at træne i KCH og stille op for sin egen lokalforening, skal betale den af generalforsamlingen fastsatte klubkontingent til KCH, dog med fritagelse for kontingent til Lands- og Kredsforening.

Et medlem som er medlem i 2 lokalforeninger og har 2 medlemsnumre, skal betale til Lands- og Kredsforening samt klubkontingent i begge lokalforeninger.

Medlemmet skal have 2 resultathæfter og resultaterne kan ikke lægges sammen.

Medlemmet kan stille op for begge klubber dog ikke i samme konkurrence.

Udmeldelse sker ved meddelelse til foreningens formand eller kasserer inden regnskabsårets udløb. Manglende rettidig indbetaling af kontingent for nyt kalenderår betragtes som udmeldelse.

Lokalforeningen tilmelder straks ved indmeldelsen nye medlemmer til Landsforeningen.

§4

Kontingentet for aktive og passive medlemmer fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling. Indstilling fra bestyrelsen skal foreligge. Kontingentet er gældende for det efterfølgende år og skal indbetales senest i uge 2.

Aktive medlemmer har stemmeret til generalforsamlingen og kan modtage valg til bestyrelsen. Aktive medlemmer har ret til deltagelse i træning, kan gøre brug af klubbens arealer og rekvisitter til træning, samt deltage i klubbens arrangementer. Aktive medlemmer indberettes til Landsforeningen og DcH Bladet afhentes i klubhuset.

Der ydes rabat for kontingentbetalingen til aktive medlemmer, der bebor samme folkeregisteradresse, dog max 2 personer pr. folkeregisteradresse.

Passive medlemmer har adgang men ikke tale- og stemmeret til generalforsamlingen og kan ikke modtage valg til bestyrelsen. Passive medlemmer har ikke ret til at deltage i træningen, men kan anvende klubbens arealer uden for klubbens trænings tider. Passive medlemmer indberettes til landsforeningen og DcH Bladet afhentes i klubhuset.

30 års medlemskab i Kerteminde civile Hundeførerforening medfører fritagelse for klubkontingent. Kontingent til kreds- og Landsforeningen skal indbetales af medlemmet på klubbens konto senest i uge 2. Gældende for nuværende og kommende medlemmer.

Beløbet til kreds- og Landsforeningen skal indbetales. Ingen kan deltage i træning eller konkurrencer, forinden skyldig kontingent for det pågældende regnskabsår er betalt.

Ekskluderede, slettede eller udmeldte medlemmer har intet krav på foreningen eller dens midler.

§5

Foreningens øverste ledelse er generalforsamlingen.

Generalforsamlingen afholdes hvert år i november måned.

Generalforsamlingen behandler følgende sager:

Valg af dirigent.

Beretning af foreningens formand.

Regnskabsaflæggelse af foreningens kasserer.

Fastsættelse af kontingent (indstilling fra bestyrelsen skal foreligge).

Indkomne forslag.

Valg af formand (ulige år).

Valg af kasserer (lige år)

Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer.

Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.

Valg af 2 revisorer.

Valg af 1 revisorsuppleant.

Eventuelt.

 

Skriftlig afstemning skal finde sted, når mindst 1/10 af de fremmødte medlemmer forlanger det, eller når bestyrelsen bestemmer det.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsens formand senest 8 dage før.

§6

Til vedtægternes vedtagelse, ophævelse eller forandring kræves 2/3 af de mødte stemmeberettigede medlemmers stemmer.

Vedtægterne skal som information indsendes til formanden for landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening, senest 4 uger efter den generalforsamling, hvor de er vedtaget. Kredsformanden videresender efter kontrol en kopi til DcH´s sekretariat.

Vedtægtsændringer skal sendes til Kultur- og Fritidsforvaltningen, Kerteminde Kommune, for at sikre at de til stadighed opfylder lovens krav.

§7

Adgang til generalforsamlingen med stemme- og taleret har alle aktive medlemmer af foreningen, der ikke er i kontingentrestance.

Stemmeafgivelse ved fuldmagt kan ikke finde sted.

§8

Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel, skriftligt til alle medlemmer eller i de lokale dagblade eller i medlemsbladet, Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring derom og samtidig til formanden indsender en skriftlig redegørelse over de sager, der ønskes behandlet.

Generalforsamlingen afholdes inden 3 uger efter, at begæring derom er modtaget.

§9

Bestyrelsen består af formand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer. Formanden og kassereren vælges for 2 år ad gangen af den ordinære generalforsamling, dog således at formanden vælges i ulige år og kassereren vælges i lige år. Øvrige medlemmer konstituerer sig selv.

Den øvrige bestyrelse vælges for 2 år og afgår med halvdelen ved hvert valg, første gang ved lodtrækning.

Endvidere vælges der 2 suppleanter og 2 revisorer med 1 suppleant.

Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen er ulønnet, dog kan der af foreningens midler bevilges fri rejse, evt. diæter, til repræsentation i hundesagens interesse.

§10

Foreningens regnskabsår er fra 1.11. til 31.10. Regnskabet skal føres i en let overskuelig form og skal foreligge i revideret stand inden generalforsamlingen og fremlægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.

Regnskaber og bilag skal gemmes i mindst 5 år efter godkendelsen.

Bestyrelsen fører et regnskab med bilag, indberetning til DCH’s medlemsdatabase samt laver mødereferater.

§11

Samtlige medlemmer har gratis adgang som tilskuere ved konkurrencer og opvisninger mod forevisning af sidste medlemskvittering. Medlemmer skal dog rette sig efter ledelsens anmodninger.

Konkurrencer og opvisninger afholdes, når bestyrelsen finder det formålstjenligt.

Valg af dommere til lokal- og venskabskonkurrencer, indkøb af præmier og uddelinger af disse foretages af bestyrelsen. Ved kreds- og landsdækkende konkurrencer foretages valg af dommere af dommercentralen.

Tilmelding til konkurrencer kan foretages af hundefører selv på DcH´s online tilmeldingssystem, men tilmelding skal altid godkendes af bestyrelsen, der om nødvendigt kan fastsætte kvalifikationskrav.

Bestyrelsen har ansvaret for, at hundene deltager i de klasser, hvor de rettelig hører hjemme.

§12

Med hensyn til disciplinærsager henvises til de til enhver tid gældende bestemmelser for landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.

§13

Foreningen kan hverken opløses eller udmeldes af Danmarks civile Hundeførerforening, så længe mindst 5 medlemmer gør fordring på dens beståen. Skulle der ske udelukkelse af DcH, opløsning eller udmeldelse, skal ejendele, udlånt eller stillet til disposition for foreningen af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening leveres tilbage til denne.

Foreningens ejendele og kapital i øvrigt tilfalder ungdomsarbejde i Kerteminde Kommune.

Opløsning af foreningen eller udmeldelse af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening kan kun ske efter vedtagelse på 2 generalforsamlinger, afholdt med minimum 4 ugers mellemrum.

Til sikring af et optimalt informationsniveau til medlemmerne, skal kredsformanden inviteres med til den 1. generalforsamling med taleret.

Referat af denne generalforsamling skal tilsendes kredsformanden inden for 14 dage.

Vedtager 1. generalforsamling ophør/udmeldelse, oprettes et forretningsudvalg, hvori kredsformanden, har sæde, til varetagelse af daglige opgaver, herunder udfærdigelse af indbydelse til generalforsamling nr. 2 samt evt. bilag. Som medlem af forretningsudvalget er kredsformanden selvskreven deltager i denne 2. generalforsamling med taleret. Som deltager i 2. generalforsamling er et medlem af ordensudvalget, dog ikke kredsens OU-medlem, selvskreven med taleret.

I tilfælde af udmeldelse eller eventuel udelukkelse må foreningen ikke fremover anvende hele eller dele af navnet Danmarks civile hundeførerforening eller DcH’s logo(er).

Vedtaget på generalforsamlingen d. 15.11.2016.